Hvorfor skal EU bestemme, hvornår fagforeninger må strejke? Eller hvor mange kvinder, der er i bestyrelserne for de danske virksomheder?
Burde det – ifølge nærhedsprincippet – ikke være op til landene selv at gennemføre arbejdsmarkeds- og ligestillingspolitik?
Den holdning har flere politikere givet udtryk for, senest den konservative partileder Lars Barfoed i et interview med P1 Orientering.
Jeg vurderer, at vi de næste år vil opleve, at flere og flere politikere fra EU-positive partier vil lægge vægt på, understrege og systematisere nærhedsprincippets betydning. Ikke blot i Danmark, men i hele unionen.
Nærhedsprincippet er gammelt og velkendt. Det fastslår, at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt – eller på det niveau, hvor løsningerne træffes bedst. Begge definitioner høres i debatten.
Når flere EU-positive politikere vil pudse princippet af, er det af strategiske årsager. Vi vil de næste år få et EU, der griber ind i stadigt flere aspekter af livet; finanspolitik, velfærdspolitik ol. Samtidig er store dele af befolkningerne skeptiske over for yderligere EU-integration. I lande som Storbritannien, Holland og Sverige har EU-kritikerne størst betydning, men også i mange andre lande er der strømninger af EU-kritik. Det skaber et problem for politikerne, der altså har god grund til at skabe et system, der kan garantere et EU, borgerne og de nationale politikere kan have tillid til. Et demokratisk sundt Europa. Et EU, hvor politikere ”nede i Bruxelles” respekterer magten og afholder fra misbrug.
Tak for skørt forslag
Det skaber eksempelvis irritation hos mange EU-tilhængere, når EU-Parlamentet udtaler sig om løst og fast uden refleksion over, om EU overhovedet bør spille en rolle. Til gengæld godter EU-modstandere over at få serveret godt ammunition til debatterne.
Det er situationer, som da en EU-modstander lørdag nærmest glædede sig over, at EU-Parlamentarikere ifølge The Telegraph foreslog EU-støtte til tobaksproducenter:
”Det er så åndssvagt, at man vel burde takke dem for endnu en gang at nedbryde offentlighedens tillid til det cirkus,” skrev en Finn Skovgaard på Facebook-siden ”Helt Ud Af EU NU”.
Gult og rødt kort med Lissabon-traktaten
Med Lissabon-traktaten har de nationale parlamenter via protokol 2 fået mulighed for at give gult og orange kort til EU, hvis de mener, at et forslag strider mod nærhedsprincippet. Det skete 64 gange i 2011, at et parlament trak en ostemad, hvilket var en stigning på 75 procent i forhold til året før. Statistik fra 2012 er endnu ikke offentliggjort, men da gav de for første gang et orange kort. Det var i sagen om EU-forslaget, der brød ind i strejkeretten. Her var 12 lande imod, hvilket tvang EU-Kommissionen til at genoverveje forslaget.
Jeg vurderer, at det primært er det borgerlige, mere liberalt indstillede partier, der vil påberåbe sig dette princip. Det ligger mere naturligt for dem at være imod statslig indblanding. Princippet er da også oprindeligt udsprunget af borgerlig, kristenkonservativ principper med rødder i katolsk tænkning.
Det vil dog være forskelligt, hvornår politikerne vil bruge det som politisk værktøj. Nogle gange er det vel blot belejligt at bruge princippet til at spænde ben for lovgivning, et parti alligevel er imod.
Flertallet i Folketinget (Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), der i december skrev til EU-Kommissionen, at forslaget om kvindekvotemålsætninger er i strid med nærhedsprincippet, er et godt eksempel. Der er her tale om, at en gruppe af partier, som også er imod kvindekvoter i national politik, går imod det på europæisk plan.
Bemærk dog, at det EU-kritiske Enhedslisten, der ellers er for nationale regler om kvindekvoter i bestyrelser, også er imod. Af demokratiske årsager.
”Det, vi forholder os til her, er, om det er nødvendigt at indføre EU-lovgivning på området. Og det mener vi ikke, det er. EU skal ikke blande sig i noget, der fint kan løses i medlemsstaterne, og det kan det her jo”, sagde Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen i december til Pol.dk.
EU-kritik breder sig
Når Lars Barfoed i sidste uge i P1 Orientering understregede nærhedsprincippets betydning, så er det også værd at bide mærke i, at han er leder af et ellers meget EU-positivt parti. Men partiet er de seneste år – ligesom Venstre – blevet presset af især yngre EU-skeptikere i partiets egne rækker. Derfor er de to partiers retorik blevet mere forbeholden over for det europæiske projekt. Men det er ikke EU-modstand, vi ser. Det handler om bekymring for, hvordan EU udvikler sig.
Min fornemmelse er, at de samme argumenter om et demokratisk sundt Europa gradvist til brede sig mere til også Bruxelles, hvor politikerne med strategisk sans vil indse nødvendigheden af at respektere nærhedsprincippet. Det så vi da også af, at der var udbredt kritik internt i EU-Kommissionen mod kvindekvote-forslaget. EU-kommissær Viviane Reedings oprindelige forslag, der skulle introducere bindende kvoter, havde hele 11 kommissærer mod sig på kommissionsmødet.
Hvad var egentlig EU-Kommissionens begrundelse for at have dette kvindekvoteforslag? Den kommer her:
”De stigende forskelle mellem medlemsstaterne i andelen af kvinder i børsnoterede selskabers bestyrelser skyldes, at selv om medlemsstaterne kan vedtage foranstaltninger for at modvirke kvinders underrepræsentation i den økonomiske beslutningstagning, viser mange ingen vilje til selv at handle, eller de møder modstand. Hindringerne i Unionen kan derfor kun blive mindre, hvis man vælger en fælles tilgang, og man kan bedre udnytte mulighederne for ligestilling, konkurrencedygtighed og vækst ved en koordineret indsats på EU-plan end ved nationale initiativer af forskelligt omfang, som er mere eller mindre ambitiøse og effektive. Kun en EU-foranstaltning kan bidrage til, at kvinders kvalifikationer udnyttes bedst muligt. Et EU-initiativ på dette område vil derfor være i fuld overensstemmelse med Nærhedsprincippet,” skriver EU-Kommissionen i deres dansksprogede opsummering af konsekvensanalysen.
Basalt set kan argumentet skitseres sådan: Der er et problem i EU. Dette problem kan de nationale niveauer ikke løse. Derfor må EU gribe ind.
Denne form for argumentation, der slet ikke forholder sig til de grænseoverskridende aspekter, vil vi se mindre af fremover, vurderer jeg. I den længere, engelsksprogede version uddyber EU-Kommissionen dog, at selv om ligestilling ikke direkte i traktaten er sat i forbindelse med det indre marked, så er det et mål for EU at skabe ”level playing field” for virksomheder i EU, altså lige konkurrencevilkår:
“Member States may indeed hesitate to regulate in this area on their own, as they could perceive a risk of putting their own companies at a disadvantage with companies from other Member States,” skriver EU-Kommissionen.
I en sidebemærkning, så har dette argument en indbygget faldgrube. EU-Kommissionen siger selv, at det vil gavne den enkelte virksomheds bundlinje med flere kvinder i ledelsen. Det står i skarp kontrast til deres eget nærhedstjek, der altså siger, at kvindekvoter kan opfattes som en økonomisk ulempe. Men OK, ret skal være ret. EU-Kommissionen siger ikke, at deres argumentation er forkert. De siger, at medlemslandene kan have en anden overbevisning. Derfor må EU træde til og skabe fælles regler, så lande ikke vurderer, at de skade deres konkurrenceevne ved at lave kvoter alene. Gad vide, hvad landene, der måtte mene, at det kan skade deres konkurrenceevne, så mener til EU-regler? Det bidrager nok ikke til opbakningen til EU, rigtigt eller ej.
Mere retorik – mere nærhedsprincip i ny traktat
Hvordan vil det så komme til udtryk, den øgede brug af nærhedsprincippet? Hvis det går, som jeg forventer, så vil flere politikere bruger ordet i debatterne. EU-positive politikere vil bruge pt. bruge det som et ”bare rolig, vi har jo nærhedsprincippet”.
Derudover vil nærhedsprincippet måske blive taget mere alvorligt i det daglige lovgivningsarbejde. Både EU-Kommissionen og den danske regering laver nærhedstjek af lovforslag, men i dag kan det ofte virke som et gummistempel, hvor EU-forslaget skal retfærdiggøres i stedet for at fremføre nogle reelle overvejelser for og imod. Det kan måske ændre sig, omend jeg er usikker her. Sådanne institutioners arbejdsgange og traditioner vil kun ændre sig med klar, politisk retning ovenfra. Man ser ofte, at organisationer gradvist forsøger at tilkæmpe sig større magt og betydning. Det er derfor nok ikke EU-systemet selv, vi skal forvente bliver den største nærhedsskubber.
Så vidt jeg ved, så har de nationale parlamenter endnu ikke anlagt sag mod en EU-lov ved EU-domstolen for at stride mod nærhedsprincippet. Måske vil vi også se det ske.
Senere, når vi skal i gang med traktatforhandlingerne igen, så vil problematikken atter blive bragt op. Protokol 2, hvor nationale parlamenter kan give gult og orange kort, er relativt svag. Det kan tænkes, at denne procedure vil blive forstærket – eller at de nationale parlamenter på anden vis engageres.
Tilføjelse søndag klokken 17:
En læser har gjort mig opmærksom på, at proportionalitetsprincippet vel også bør nævnes. Og ja, princippet om at en problemstilling bør være så alvorlig, at det berettiger indgreb, er også relevant, men det er blot ikke dette princip, der bruges i debatten til dagligt.